Brugerne
De nuværende og de kommende brugere
Ser man på nogle af de seneste undersøgelser over unges, voksnes og ældres begrundelser for at dyrke idræt, så er det ønsket om et godt helbred, det at være i form og et ønske om at finde et fællesskab.
Med stigende alder er det at stresse af og være udendørs højt værdsat, mens de unge i højere grad værdsætter oplevelse, spænding og det sjove. Disse tal har stor betydning for de investeringer og prioriteringer, som fremtidens kultur- og idrætsbyggerier skal kunne rumme.
Vi ved at kun ca. halvdelen af de idrætsaktive dyrker deres idræt i foreningerne. Det er derfor afgørende, at det lykkes at skabe en åbenhed og tilgængelighed i Korup Kultur- & Idrætscenter, som inviterer disse mennesker indenfor på en måde, som viser respekt og tager hensyn til nye kulturer, til nye målgrupper og til nye aktivitets- og samværsformer.
De aktuelle brugere i Korup
Der er allerede et betragteligt antal aktuelle brugere indenfor de store og kendte idrætsgrene organiseret under KIF – Korup Idræts Forening. I 2003 var der således omkring 1600 medlemmer registreret og fordelt på gymnastik med 550 medlemmer, fodbold med 350 medlemmer, håndbold med 212 medlemmer og badminton med 170 medlemmer. Desuden er der tennis, bordtennis, motionscykling og motionsløb. Herudover er der for skolens og deres institutioner i fremtiden ønsker om at udbygge deres udbud af aktiviteter til styrkelse af børn og unge menneskers motorik og lyst til fysisk udfoldelse. Skolen i Korup har pt. ca. 570 elever. Den seneste officielle medlemsopgørelse kan ses i bilag ??.
Foreningerne i Ubberud
Idrætsforeningerne i Ubberud og de faciliteter, som ligger ved skolen i Ubberud må nødvendigvis i denne projektsammenhæng tages med i overvejelserne om udbygningen af faciliteterne ved Koruphallen. Derfor er det ligeledes nødvendigt at vurdere sammenhængen i forhold til de nuværende aktiviteter i Ubberud.
Se bilag for den seneste officielle medlemsopgørelse i Ubberud.
Der er imidlertid allerede nu, udover de omtalte foreninger en række andre potentielle og aktuelle brugere, som i hovedtræk gennemgås nedenfor.
Børne- og Institutionsområdet
Repræsenteret ved Korup Skole, Korup Skoles Heldagsafsnit, SFO´en på Korup Skole, Rydså Ungdomsskole, Korup Klubben, og de fire børnehaver i området og områdets dagplejere.
Teenagergruppen
En udbygning af spændende og sprudlende væresteder for teenagergruppen er et stort ønske blandt mange forældre i lokalområdet. Med en samling af aktiviteter for denne gruppe i Korup Kultur- & Idrætscenter kan der skabes gode og sunde fællesskaber, der opfylder mange ønsker og giver mange udfordrende muligheder.
Andre aktuelle samarbejdspartnere
Af andre samarbejdspartnere kan nævnes Den Fri Teaterforening, Korup-Blæserne, Korup Scenen, Korup-Ubberud Folkedansere og OK-Odense´s lokalafdeling i Korup. Korup Budo-Kwai er en selvstændig forening med 38 medlemmer, Ubberud IF (Badminton, fodbold, gymnastik, petanque og volleyball) og Idræt Om Dagen med deres nuværende ca. 30 deltagere er også mulige fremtidige brugere, et antal der i Korup Kultur- & Idrætscenter sagtens kunne udbygges.
Undersøgelser af befolkningens fritidsliv har vist, at voksne og ældre voksne især i langt højere grad end tidligere vedbliver at være idrætsaktive.
Der vil derfor være et stort antal ældre, som ikke længere er på arbejdsmarkedet, som har ønske om at være fysisk aktive med indendørstræning i et mix af forskellige tilpassede idrætsaktiviteter, i motions- og wellnesscenter eller med udendørs gang-, cykel- eller løbeaktiviteter. Det er derfor oplagt at udbygge Idræt Om Dagen og aktiviteterne i OK-Odense afdelingen samt give mulighed for mere individuelle og selvorganiserede aktiviteter generelt for ældregruppen.
Sidst men ikke mindst er der en gruppe af borgene med forskellige handicap – fysiske (overvægt, rygskader, kørestolsbrugere ect.) eller psykiske – som ved at deltage i aktiviteterne ikke alene kan øge deres fysiske og psykiske velvære, men også kan få bare et minimum af sociale relationer ved at deltage i det fællesskab, som eksisterer i centret.