Udskriv siden

Faciliteterne

Faciliteterne nu og i fremtiden

De nuværende faciliteter består af en traditionel boldspilhal bygget i år 1970 med tilhørende omklædningsrum, et cafeteria og et par mødelokaler. I tilknytning til hallens faciliteter er der bygget andre omklædningsrum, mødelokaler og særskilt cafeteria, som primært benyttes af fodboldafdelingen.
Udendørs findes pt. 6 store boldbaner.

Nord for hallen ligger et større areal, som kan anvendes til offentlige formål. Der er ligeledes et parkeringsareal foran hallen. Tæt ved ligger Korup Skole med en meget lille traditionel gymnastiksal og et utidssvarende fritidslokale.

  En oplyst og iøjnefaldende multihal

Ved omfattende høringsrunder med alle mulige interessenter vil alle fremtids- ønsker til faciliteterne og funktionerne blive fremlagt og drøftet. Det er med udgangspunkt i dette arbejde og ud fra en prioritering af nedenstående, at det endelige bygningsprojekt bliver udarbejdet.

Det er foreløbig ønskeligt, at Koruphallen ombygges og udbygges med en minimultihal, et motionscenter, badeafdeling med varmtvandsbassiner, spabade og saunaer, to mindre træningssale – den ene med springgravsmiljø, klatrevæg og trampoliner. Desuden etableres møde- og festlokaler og en stor foyer som indgangs- og samlingssted for alle som kommer i centret.

Det er væsentligt, at de eksisterende faciliteter undergår en betydelig renovering, som kan bringe dem på et tidssvarende niveau, både indholdsmæssigt og æstetisk. Dette gælder størstedelen af det nuværende bygningskompleks.

Elementerne i den samlede udbygning vil rumme et bygningsafsnit med et par mindre træningssale svarende til store gymnastiksale og et motionscenter i et bygningsafsnit, som eksempelvis kunne integreres i forhold til mødelokaler, café og cafeteria. Der skal samtidig etableres scenemuligheder og musiklokaler.

Et andet bygningsafsnit kunne betegnes som en wellness-afdeling og vil rumme etablering af omklædnings-, bade-, sauna- og varmtvandsfaciliteter – måske i kælderniveau under en kommende minimultihal eller som en ny selvstændig bygningsdel med gode muligheder for dagslysindfald. Dette afsnit kunne f.eks. udbygges med aktiviteter og faciliteter til solarier og mulighed for terapi og massage.

Et tredje bygningsafsnit vil rumme etablering af en minimultihal med flere forskellige anvendelsesmuligheder – som træningshal til boldspil, squash, badminton, hockey og floorball, gymnastik og aerobic o. lign., som opdelt skoleidrætshal eller som møde- og festlokale til større arrangementer.

Det væsentligste er at få sat gang i udviklingsprocessen. Etableringen af den samlede udvidelse og ombygning vil være en stor opgave og det kan være en overvejelse at se muligheden for at komme i gang ved at etablere bygningsafsnittene etapevis. Det vil imidlertid være foreningernes, skolens og lokalområdets helt store styrke, hvis det kan lykkes at fastholde sammenholdet og enigheden om at ville det samlede projekt indenfor en overskuelig tidshorisont.

Træningssale og motionscenter

Disse lokaler rummer mulighed for mange forskellige målgrupper og inviterer til en række moderne træningsformer, individuelt eller på små og store hold. Det er såvel cardiovaskular træning som styrke- og smidighedstræning i moderne træningsmaskiner, samt faciliteter til spinning og squash. Det er funktionel træning ved brug af kroppen og enkle træningsrekvisitter såsom terapibolde, elastikker, stepbænke, små måtter, skum-redskaber m.m. Det er muligt at tilrettelægge en lang række aktiviteter på en fleksibel og målgruppeorienteret måde og der er mulighed for at have et meget stort antal deltagere i lokalerne hele tiden. 

Springgrav, trampoliner og klatrevæg

Disse er placeret i et lokale i tilknytning til den ene af træningssalene og åbner for brugergrupper fra de helt små børn til ungdomsgrupper og voksne, som her kan træne motorik, springfærdigheder, balance og koordination i et udfordrende miljø.

Klatrevæggen indendørs placeres, så den kan anvendes uafhængigt at springgrav og trampoliner. Lokalet skal kunne fungere selvstændigt, men det er en forudsætning at mindst den ene af træningssalene kan bruges som tilløbsareal samtidig med at der kan arbejdes med andre springopstillinger her. 

Musiklokaler og scene til forestillinger og koncerter

Kombinationen af en scene, som kan tages i anvendelse sammen med den ene træningssal til lidt mindre arrangementer og senere med den nye minimultihal til lidt større arrangementer er ideel. Den kan samtidig fungere selvstændigt til forberedelse og indøvning af forestillinger m.m. Der kan etableres musiklokaler til undervisning og øvelokaler til de lokale musikere – lokaler, som også kan anvendes som omklædnings- og rekvisitrum i forbindelse med forestillinger på scenen. Der bliver på denne måde store muligheder for en lang række af forskelligartede forestillinger, samtidig med at der etableres gode øvemuligheder for de lokale musik- og teateraktiviteter. 

Bade-, sauna- og varmtvandsmulighederne

Der er en stigende interesse og behov for at forkæle sig selv, stresse af og opleve velværet ved varmt vand, varme saunaer eller spabade af forskellig type, få afspændingsmassage, mudderbade, oliebade og give sig god tid til at nyde det hele. Wellness er stadig et relativt uvedkommende begreb for de fleste i praksis. I Østrig, Tyskland og ikke mindst USA er det en stor aktivitet for mange mennesker og det er allerede i Danmark på vej i de kommercielle fitnesscentre. Det er højst tænkeligt, at det i løbet af få år vil være en integreret del af det moderne foreningsliv. Det er åbenlyst at der desuden kan være særlige målgrupper med forskellige handicaps, som meget gerne vil have varmt vand til at træne i, ligesom nye forældre gerne vil have en mulighed for at tage ”den lille ny” med til babysvømning. 

Minimultihallen – en mindre, multianvendelig og fleksibel hal

Multihallen vil sammen med de to eksisterende boldspilhaller i h.h.v. Korup og Ubberud dække områdets behov for halfaciliteter. Det påtænkes at hallen skal kunne deles op i 1/3 og 2/3 størrelse ved hjælp af en hæve-sænkevæg. Den vil kunne aflaste de to eksisterende haller ved at tiltrække de aktiviteter, som reelt ikke har brug for den kendte boldspilhal og således give mere plads til de som har behovet. Den vil stadig kunne rumme de fleste kendte idrætsaktiviteter i tilpassede træningsformer. Multihallen vil endvidere være friholdt for turneringsaktiviteter, hvilket vil give større fleksibilitet for anvendelsen og den vil fremstå som en reel nyskabelse af halfaciliteterne med opprioritering af multianvendelighed.

Der er i denne forbindelse tænkt i store vinduespartier, som giver et godt dagslys og som selvfølgelig kan afskærmes med store gardiner. Der er brugt naturmaterialer med sten, glas, træ og stål, farvevalget er varmt og akustikken er dæmpet, så hallen er velegnet til undervisning, musik og arrangementer af forskellig slags. 


Multihallen rummer gode muligheder for skoleidræt og træningsaktiviteter for børn og unge i foreningerne med f.eks. minihåndbold, minitennis, kidsvolley, basketball, badminton, indendørs fodbold og hockeyspil på tillempede banestørrelser som skaber større intensitet i spillene, samt til en række småspil og forskellige træningsaktiviteter. Den er velegnet til lidt større hold i gymnastik, aerobic og dans. Den giver mulighed for handicapaktiviteter som små boldspil, floorball og dans.


Det bliver også muligt at afholde større arrangementer, forestillinger og møder med op til 5-600 deltagere med opstilling af scene, borde og stole i multihallen. Dermed øges udnyttelsesgraden omkring weekenderne.

Indgangspartiet, foyeren og parkeringsforholdene

Det er et ønske at opbygge en rummelig foyer, som skal virke som samlingssted for alle de som kommer i centret. Der er, derudover i tråd med værdierne for centret, et ønske om at tilbyde brugere som måske ikke er involveret i de traditionelle aktiviteter, en mulighed for at samles og f.eks. bowle, spille billard eller diverse bordspil, bruge pc-cafeen og hygge sig i hinandens selskab.

Det er en overvejelse værd sammen med skolen, at vurdere om der i fællesskab kan opbygges et sammenhængende indgangsparti, evt. som en overbygning - der tillader brugerne af såvel skolen som centret, at fornemme hvad begge dele kan tilbyde og skabe en naturlig passage mellem begge institutioner.

I den forbindelse er det af overordentlig stor betydning at der i det nye projekt indarbejdes en udbygning af de nuværende parkeringsforhold, der allerede i dag i perioder er belastet betydeligt. En mulighed kunne være at udnytte plads under dele af de nye faciliteter til dette formål.

Caféen og cafeteriaet – et centralt holdepunkt

En forudsætning for at binde dette nye kulturcenter sammen er at samle café- og cafeteriafacilliterne så de indgår centralt i dagligdagen. De nu spredte faciliteter skal samles og bringes op på et nødvendigt og tidssvarende niveau, for at kunne servicere alle de kommende brugere. 







 

Hurtig links