Udskriv siden

Indledning

Gennem mange år har man i Korup og omegn, med udgangspunkt i det etablerede foreningsliv, haft mod på at udvikle nye og spændende omgangsformer, som kunne styrke det lokale fællesskab - også langt ind i fremtiden. Et stort ønske har været udtrykt om at kunne favne bredere, at kunne nå flere – nye og etablerede beboere i lokalsamfundet, ældre og unge – og skabe et forum som alle, på tværs af eventuelle tilhørsforhold i idrætsforeningen, kunne føle sig velkommen i og føle sig som en del af.

Allerede i begyndelse af 90´erne var man langt med idéer omkring ’Det fælles foreningshus’ og allerede dengang blev grundstenene lagt til Korup Kultur- & Idrætscenter.

Ildsjæle har i de forgangne år arbejdet med idéerne, deltaget i at skaffe midler, debatteret og argumenteret dels internt i idrætsforeningen, dels eksternt med parter som Korup Skole og Odense Kommune og foreninger i lokalområdet.

I slutningen af 90´erne og i begyndelsen af den nye årtusinde blev ønskerne og kravene fra lokalområdets beboere mere udtalte, de nuværende ressourcer fremstod dels nedslidte og mangelfuldt vedligeholdte, dels booket til et niveau der gjorde at flere foreninger måtte søge udenfor lokalområdet.

I KIF´s hovedbestyrelse blev det med al tydelighed klart, at det var nu de nye tiltag for alvor skulle i støbeskeen. I et håb om en velvilje fra de involverede myndigheder til forhandling om et sådant nyt hus, nedsatte man i 2003 et decideret ’Byggeudvalg’ og en hertil hørende ’Styregruppe’. Det har ikke været et ønske at bygge en ’hal-3’, som man kan påstå der er tale om, når man ser Korup og Ubberud under ét, men mere et ønske om at skabe et unikt samlingssted med uviklingsmuligheder for mange forskellige grupper af involverede.

Det er resultatet af disse mange menneskers idéer, tanker og mange års slid, der præsenteres i dette kombinerede illustrationsprojekt med dets tilhørende projektbeskrivelse.

Byggeudvalget
Korup Kultur- & Idrætscenter

Hurtig links