Vedtægter
§ 1 Navn
Institutionens navn er Korup Kultur- & Idrætscenter
§ 2 Hjemsted
Institutionens hjemsted er Odense Kommune
§ 3 Formål
Korup Kultur- & Idrætscenters formål er at drive anlæg til brug for sport, idræt, motion og kulturelle formål, samt at drive servicefaciliteter i tilknytning hertil, f.eks. bibliotek, café, kiosk og restaurant. Korup Kultur- & Idrætscenter bygger desuden på nedenstående:
Vision
Visionen er, at et bredt felt af kultur- og idrætsaktiviteter i nærområdet, året rundt, alle ugens dage, skal give alle aldersgrupper en reel mulighed for et aktivt fritidsliv og bidrage til at Korup og omegn også fremover vil være et godt sted at bo.
Mål
Det er målet, at Korup Kultur- & Idrætscenter skal være åbent for alle, både organiserede og uorganiserede, der gerne vil være aktive på det kulturelle, åndelige og idrætslige område. Det er desuden et konkret mål at udvikle centret bl.a. i samarbejde med Korup Skole og Korup Skoles Heldagsafsnit.
Værdier
Værdierne for Korup Kultur- & Idrætscenter tager udgangspunkt i at understøtte etableringen af fællesskaber med respekt for det enkelte menneske. Det er vigtigt at alle brugere, unge og ældre, føler sig velkomne, vedkommende og imødekommet og at ledelsen bag centret er oplysende om, hvad der foregår ved en aktiv formidling. Det er desuden vigtigt med en styrkelse af netværk og sociale relationer i lokalsamfundet, og der skal fokuseres på lydhørhed og imødekommenhed i forhold til det brede samarbejde, frem for snævre specifikke interesser.
§ 4 Hæftelse
Institutionen hæfter med sin til enhver tid værende formue, og for institutionens forpligtelser kan ledelsen eller enkeltpersoner ikke gøres ansvarlige. Ydelse af bidrag giver ingen ret til institutionens formue eller udbytte af samme.
§ 5 Kapital
Institutionens nødvendige kapital tilvejebringes ved driftstilskud og indtægter fra de til enhver tid gyldige foreninger, organisationer og firmaer, private som offentlige, der økonomisk måtte støtte institutionen.
§ 6 Anvendelse af midler /overskud
Der afsættes midler til opfyldelse af mål og visioner, samt opretholdelse af anlæggets værdi. Overskud skal benyttes til gavn for Korup Kultur- & Idrætscenter.
§ 7 Organisatorisk opbygning - repræsentantskabet
Korup Kultur- & Idrætscenters øverste instans er repræsentantskabet. Repræsentantskabet består af alle tilsluttede foreninger, organisationer og institutioner, der kan vedkende sig Vision - Mål og Værdier med følgende sammensætning:
- Alle etablerede foreninger har ret til én stemme
- Mere end 200 medlemmer i en forening udløser én ekstra stemme
- Korup Skole har ret til to stemmer
- Børnehaverne har ret til én stemme
- Dagplejerne har ret til én stemme
Vedr. pkt. 1 : Afdelinger i en hovedforening betragtes som selvstændige foreninger, såfremt der indberettes eller kan dokumenteres særskilte medlemstal. Afdelinger med mindst 200 medlemmer skal på forlangende af repræsentantskabets ledelse, der består af formanden og næstformanden, dokumentere deres medlemstal med udgangspunkt i seneste offentlige indberetning.
Optagelse af nye foreninger, organisationer og institutioner skal godkendes af repræsentantskabet. Anmodning herom rettes til repræsentantskabets ledelse. De tilsluttede foreninger, organisationer og institutioner kan kun udtræde af repræsentantskabet, når skriftlig meddelelse herom er givet til formanden for repræsentantskabet senest 3 uger før repræsentantskabsmødet.
§8 Ordinært repræsentantskabsmøde
Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes hvert år senest ultimo november måned. Indkaldelse offentliggøres i dagspressen. Dagsorden bilagt eventuelle forslag, regnskab og budget udsendes af formanden senest 14 dage før afholdelse af ordinært repræsentantskabsmøde og udsendes pr. mail til brugergruppen. Mødet er tilgængeligt for alle.
§8a Ekstraordinært repræsentantskabsmøde
Formanden for repræsentantskabet skal, hvis én af nedenstående situationer opstår, indkalde til ekstraordinært repræsentantskabsmøde. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde skal afholdes når:
- Mindst halvdelen af repræsentantskabets medlemmer skriftligt over for repræsentantskabets formand fremsætter anmodning herom.
- Formanden for repræsentantskabet afgår i utide.
- Et flertal af bestyrelsen fremsætter anmodning herom.
Mødet skal afholdes senest 4 uger efter:
A) at krav herom er fremsat
B) at formanden for repræsentantskabet er gået af
Mødet indkaldes af formanden pr. mail med mindst 14 dages varsel bilagt dagsorden. Mødet er tilgængeligt for alle.
§9 Repræsentantskabsmødets dagsorden
På det årlige ordinære repræsentantskabsmøde skal dagsordenen mindst omfatte:
- Valg af dirigent og referent
- Orientering fra bestyrelsen, herunder regnskab
- Indkomne forslag
- Valg af repræsentantskabets formand og næstformand, begge for 1 år
- Valg af bestyrelse
- Eventuelt
Vedr. pkt.3: Senest inden udgangen af oktober måned skal forslag være formanden for repræsentantskabet skriftligt i hænde.
Vedr. pkt. 4 og 5: Valg sker ved skriftlig afstemning. Beslutninger på repræsentantskabsmødet træffes ved almindeligt stemmeflertal. Repræsentantskabsmødet er beslutningsdygtigt uanset antal fremmødte medlemmer, dog kræver beslutning om den selvejende institutions opløsning, at mindst 2/3 af medlemmerne stemmer herfor. Møder et sådant antal medlemmer ikke frem, men er forslaget i øvrigt vedtaget med 2/3 af de fremmødte medlemmer, indkalder bestyrelsen til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, hvor forslaget kan vedtages af 2/3 af de fremmødte medlemmer.
Ændringer i institutionens vedtægter kræver vedtagelse med 2/3 flertal.
Over det på repræsentantskabet passerede og vedtagne føres der referat, der underskrives af dirigenten.
Senest 14 dage efter afholdt møde udsendes på foranledning af formanden referat pr. mail til repræsentantskabet.
§10 Organisatorisk opbygning - Bestyrelsen
Korup Kultur- og Idrætscenters bestyrelse har det overordnede ansvar. Korup Kultur- & Idrætscenters bestyrelse består af 5 - 8 medlemmer, men det tilstræbes dog, at bestyrelsen består af 8 medlemmer. De 2 hovedinteressenter, Korup Idrætsforening og Ubberud Idrætsforening, udpeger hver et medlem.
Bestyrelsen indstiller øvrige kandidater, til valg på repræsentantskabsmødet, i henhold til dagsordenens punkt ”Valg af bestyrelse”. For de af repræsentantskabet valgte bestyrelsesmedlemmer gælder valget 2 år.
Udtræder et repræsentantskabsvalgt medlem af bestyrelsen, kan bestyrelsen supplere sig selv indtil næste ordinære repræsentantskabsmøde.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og sekretær.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen kan nedsætte ad hoc udvalg til løsning af specielle opgaver. I disse udvalg skal mindst et bestyrelsesmedlem have sæde.
Bestyrelsen afholder møde, så ofte formanden eller mindst halvdelen af bestyrelsen ønsker det. Formanden skal sikre, at alle medlemmer indkaldes. Bestyrelsesmøder indkaldes skriftligt med angivelse af dagsorden. Beslutninger træffes ved simpelt flertal, i tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsens medlemmer er til stede. På bestyrelsesmødet kan der kun træffes beslutning om emner, som er optaget på dagsordenen eller ændringsforslag hertil.
Over det, på bestyrelsesmødet vedtagne, udarbejdes referat.
Bestyrelsen har overordnet ansvaret for Korup Kultur- & Idrætscenter, herunder:
- ansættelse og afskedigelse af centerleder.
- vedligeholdelse og forsikring af bygninger og inventar, mv.
- fastsættelse af leje og retningslinier for benyttelsen.
- at påse, at bogføring, anvendelse af overskud, samt formueforvaltning kontrolleres på en tilfredsstillende måde
Centerlederen har ansvaret for driften af Korup Kultur- & Idrætscenter, herunder:
- ansættelse og afskedigelse af det, til driften, nødvendige personale
- udlejning af faciliteter
- sikre at benyttelsen sker under hensyntagen til centrets formål
- det af bestyrelsen udarbejdede budget
Bestyrelsen har mulighed for at få omkostninger, i forbindelse med hvervet, dækket.
§ 11 Tegningsret
Den selvejende institution tegnes af den samlede bestyrelse. Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom kræver tillige godkendelse af repræsentantskabet med 2/3 flertal.
§ 12 Årsregnskab og revision
Den selvejende institutions bestyrelse skal hvert år udarbejde et årsregnskab.
Den selvejende institutions regnskabsår er fra 1-11 til 31-10.
Den selvejende institutions regnskab revideres af en af bestyrelsen for et år valgt statsautoriseret eller registreret revisor.
Ovenstående er vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling d. 20. november 2008